Børne og ungdomspolitik
1. Indledning
Karlslunde IF Fodbold vil skabe et trygt, struktureret og udviklende miljø, hvor børn og unge kan trives og nå deres fulde potentiale – både som fodboldspillere og mennesker. Formålet med politikken er at tydeliggøre, hvad vi forventer af hinanden, og hvordan vi arbejder med træning, kampe, træneruddannelse og forældreinddragelse. Politikken skal sikre høj kvalitet i klubbens arbejde og give en klar retning i hverdagen.
2. Grundlæggende principper
Udviklingsfokus: Vi arbejder målrettet med langsigtet udvikling af spillerne – teknisk, taktisk, fysisk og mentalt.
Disciplin og respekt: Spillere, trænere og forældre skal vise respekt, holde aftaler og følge klubbens regler – både på og uden for banen.
Ambitioner: Vi sætter klare og ambitiøse mål for holdene og den enkelte spiller og følger løbende op.
Engagement: Alle skal bidrage aktivt og tage ansvar for, at klubben fungerer godt.
3. Målgruppe
Politikken gælder for alle drenge- og pigespillere fra U7 til U17, uanset niveau eller ambitioner. Alle skal have de samme muligheder for at udvikle sig og være med.
4. Træning og kampe
4.1 Træningsstruktur
Alle hold har faste træninger på 1,5 time i sommersæsonen. Om vinteren justeres træningen efter årgang og muligheder for indendørs eller udendørs baner. Vi lægger vægt på kontinuitet og udvikling.
4.2 Banetildeling
Baner tildeles ud fra årgang, antal spillere og tilgængelige faciliteter.
Lige årgange træner mandag og onsdag.
Ulige årgange træner tirsdag og torsdag.
Typisk banefordeling (sommersæson):
U5-U7: 3-mandsbaner (Bane 14-17)
U8-U9: 5-mandsbaner (Bane 11, 12, 18)
U10: 5- og 8-mandsbaner (Bane 6, 10)
U11-U12: 8-mandsbaner (Bane 5, Dan)
U13-U17: Mosen (Bane 3, 4, 7)
Baneroversigt er her
Vintersæson: Holdene får 1/4 til 1/2 kunstgræsbane afhængigt af behov, alder og størrelse på årgang.
4.3 Talentudvikling
Fra U8’s andet halvår til U12 tilbyder vi ekstra talenttræning. Spillere udvælges efter klare og objektive kriterier. Talenttræningen hver fredag er delt op i:
Talent: De mest træningsparate og teknisk dygtige spillere.
Rising Stars: Spillere med potentiale og stort engagement.
Det er cheftrænere for de enkelte hold der i samarbejde med den eksterne talent træner der afgører hvem der deltager i henholdsvis talent og Rising stars træningen.
Der vil løbende blive vurderet på de enkelte spiller og om de er placeret i den korrekte gruppe af cheftræner og ekstern talent træner.
4.4 Træning med en årgang op
Klubben opfordre til at årgange fra U8 benytter sig af muligheden for at træne en årgang op med de spillere der er træningsparate og som har behov for flere udfordringer. Det er cheftræneren på de pågældende hold der i samarbejde med de øvrige trænere afgøre hvem der skal tilbydes dette 1 gang om ugen.
4.5 Kampe og stævner
Alle spillere får mulighed for at deltage i kampe, da vi ser det som en vigtig del af børnenes fodboldmæssige og sociale udvikling. Vores tilgang til spilletid tager udgangspunkt i læring og udvikling – ikke kun i at vinde. Vi prioriterer, at børnene får kamperfaring og lærer at håndtere både med- og modgang på banen.
Fra andet halvår i U8 begynder vi at inddele spillerne i A-, B- og C-hold. Det gør vi for at sikre, at alle børn får passende udfordringer og mulighed for at udvikle sig i et tempo og modstandsniveau, der matcher deres aktuelle niveau. Det betyder ikke, at noget er “bedre” eller “finere” end andet – det handler om at skabe de bedste forudsætninger for trivsel og læring.
Vi deltager løbende i både DBU-stævner og private stævner, så børnene får masser af kamperfaring og lærer at begå sig i forskellige spilsituationer. Derudover lægger vi stor vægt på at være med i lokale mini-stævner, hvor både kamptræning og fællesskab er i fokus.
Beslutningen om, hvilke spillere der deltager på hvilke hold til de enkelte kampe og stævner, træffes af cheftræneren. Det sikrer en ensartet vurdering og en tydelig linje, som alle kan forholde sig til.
4.6 Trænings og kamptøj
Alt kamp og træningstøj med KIF Logo på skal anskaffes fra vores webshop hos Sportsworld, linket er her. Alternativt kan man ved store ordre tage fat i klubbens kontakt til Sportsworld.
4.7 Kameraoptagelser
Vi optager til tider træning og kampe til analyse og udvikling. Alt foregår efter DBU’s regler. Optagelserne bruges til videofeedback til spillerne.
DBU's regler kan findes her
5. Trænere og holdledere
5.1 Trænernes roller og ansvar
Cheftræner: Ansvar for det sportslige, strategi, holdudtagelser og udvikling af trænerteamet.
Trænere og hjælpetrænere: Hjælper med at planlægge og gennemføre træning og kampe.
Holdleder: Hjælper med praktiske opgaver, kampplanlægning og stævner.
Hvis der er tvivl om en beslutning af sportslig karakter er det altid cheftræneren på holdet der har beslutningskompetencen, vi ser dog som klub naturligvis gerne at der tages en dialog internt i træner gruppen for et hold.
5.2 Trænertøjspakke
Der udleveres efter 3 måneders medlemskab en tøjpakke bestående af: 1 x t-shirt, 1 x shorts og 1 x windbreaker regnjakke.
Det er muligt at tilkøbe yderligere tøj på vores webshop med 27% klub tilskud her
For at få den initielle tøjpakke er kravene som følger:
1. Medlem i 3 måneder
2. Deltager aktivt i træninger
3. Har fået børneattest godkendt indenfor de sidste 3 måneder
4. Har fremsendt størrelse på tøj til børne og ungdomsformand
5.3 Uddanelse og kompetenceudvikling
Træneruddannelse er vigtig for klubben. Derfor tilbyder vi hvert år FIFA C1- og C2-kurser i typisk afholdt i maj måned. Vi opfordrer også alle trænere og ledere til at deltage i Brøndby Masterclass kurser som man kan se når de udbydes i denne facebook gruppe.
5.4 Materiel og udstyr
5.4.1 Deling af bolde og udstyr
Klubben sørger for kvalitetsudstyr: Bolde, kegler og veste. Hvert hold får mindst én bold pr. spiller. Boldene deles mellem årgange, der træner på forskellige dage, men bruger samme størrelse.
5.4.2 Sæson 2025/2026 fordeling:
U7 og U8
U9 og U10
U11 og U12
Hver gruppe deler 2 net med 18 bolde – i alt 36 bolde – det er trænerne for de enkelte holds ansvar at der til hver en tid er styr på antal af bolde og at man tæller bolde både før og efter træning.
5.4.3 Boldstørrelser
U5, U6 og U7 bruger bolde i størrelse 3.
U8, U9, U10, U11 og U12 bruger bolde i størrelse 4.
U13, U14, U15, U16, U17 og U19 bruger bolde størrelse 5.
5.4.4 Bæredygtighed og miljøhensyn i materialer
Vi tager ansvar for miljøet og vælger materialer med omtanke:
Vi vælger leverandører med miljøcertificeringer og produkter med lang levetid.
Vi køber bolde i god kvalitet for at undgå affald.
Slidte bolde kasseres eller genanvendes korrekt.
Trænere og spillere skal passe godt på udstyret.
Dette skal inspirere børn og unge til at tænke på miljøet i både sport og hverdag.
5.4.5 Opbevaring og adgang
Boldene opbevares i et fælles skab delt imellem holdene på Home Park. Det er kun trænere for de pågældende årgange der har adgang, og efter hver træning skal alle boldene lægges korrekt tilbage i nettene og skabet. træningsbolde må ikke forlade Home Park, de er kun til træning og ikke kampe.
5.4.6 Boldoptælling før og efter træning
Før træning: Trænerne tæller alle bolde og sikrer, at alle 36 er til stede.
Efter træning: Boldene tælles igen og lægges korrekt på plads.
Hvis der mangler bolde: Det meldes straks til materialekoordinator eller ungdomsformanden via KlubOffice, e-mail eller SMS.
5.4.7 Vedligeholdelse og udskiftning
Slidte eller ødelagte bolde skal meldes ind med billede og beskrivelse.
Bolde må ikke smides ud uden forudgående aftale.
Hvis bolde bliver væk eller går i stykker, erstatter klubben dem i første omgang 1:1.
Hvis det sker gentagne gange, kan holdet selv komme til at erstatte dem, en ny bold koster ca. 350 kr.
5.4.8 Kampbolde
Hvert hold har et net med 5 kampbolde i den rigtige størrelse. De bruges kun til hjemmekampe og stævner – ikke til almindelig træning. Cheftræneren har ansvaret for, at kampboldene passes og opbevares ordentligt. Der udleveres et net pr. turneringshold til de enkelte årgange.
5.4.9 Ansvar og opfølgning
Trænerne har ansvar for at håndtere og opbevare udstyret korrekt. Hvis der gentagne gange mangler bolde eller sker forkert brug, følger materialekoordinator eller bestyrelsen op, koder til boldrum og materialeskabe må ikke udleveres til spillere.
6. Spillestil
Vi spiller med en tydelig stil:
Højt pres: Vi forsøger hurtigt at vinde bolden tilbage.
Boldbesiddelse: Vi spiller med mange afleveringer og bevægelse.
Offensivt mindset: Spillerne opfordres til at være modige, kreative og søge chancer.
Cheftræneren har ansvar for, at spillestilen bruges på alle hold, og at trænerteamet arbejder efter samme plan. For at sikre et godt arbejdsmiljø omkring holdet beder vi høfligt forældre om at blande sig udenom implementering af spillestil.
7. Klubskifte og ekstern deltagelse
Klubskifte: Klubben følger DBU’s regler. trænere og ledere må ikke kontakte spillere eller forældre fra andre klubber for at få dem til Karlslunde IF. Omvendt skal andre klubber heller ikke rekruttere Karlslunde-spillere uden aftale med klubbens Klubskiftekontaktperson. Hvis en spiller ønsker at skifte klub, samarbejder vi med spilleren, forældrene og den nye klub, så det sker i gensidig respekt. Hvis en spiller skal skifte klub ser vi vil som klub helst at spilleren skifter i sommer eller vinter pausen, så deres respektive årgang har en mulighed for at planlægge tilmeldinger til turneringer og stævner. Vi skal have respekt for hinandens ambitioner både fra klubbens side og spillerne/forældrenes side.
Links til regler:
https://www.dbu.dk/media/wevhqisd/cirkulaere-nr-130-2025-om-regler-for-klubskifter-gennem-rekruttering-i-boerne-og-ungdomsfodbold.pdf
https://dbu.dk/boern-og-unge/klubskifte
Privat træning: Spillere må gerne deltage i privat træning, men vi anbefaler, at det kun er et supplement til klubbens tilbud – ikke en erstatning.
Eksterne kampe: Hvis en spiller deltager i eksterne hold eller stævner, skal trænerne informeres, så vi kan tage hensyn til skader og belastning og de turneringer/stævner som årgangen har planlagt.
8. Forældreinddragelse og opbakning
Vi forventer, at forældre bakker op om klubbens arrangementer, hjælper med praktiske opgaver og skaber et positivt og inkluderende miljø omkring holdet.
- Forældre skal også sikre, at børnene møder til tiden og er klar til træning og kamp.
- Er loyal overfor den klub du er blevet en del af. Alle gør deres bedste, så hold den gode tone.
- At du aktivt og positivt arbejder for at gøre KIF til en endnu bedre klub.
- Henvender dig til den sportslige ledelse eller træneren, hvis der er noget du ønsker en dialog om.
- Bakker op om dit barns fodbold. Ser ham, roser ham og spørger interesseret til hans fodbold liv og aldrig kun til resultatet.
- Støtter op om den daglige planlægning ifølge med fodbold, men husker at målet er selvstændighed og ansvarlighed
- Lader træneren stå for det fodboldfaglige under kampen. Ingen vejledning, men masser af godt humør fra sidelinjen.
- Bakker positivt op om holdet og træneren
- Respektere dommeren, samt spillere, trænere og forældre på modstanderens hold
9. Evaluering og opfølgning
Politikken evalueres én gang om året af bestyrelsen og cheftrænerne. Vi bruger input fra spillere, trænere og forældre. Alle ændringer meldes tydeligt ud, så alle er orienteret.